Vinduespudser

Vi har rigtig travlt på kontoret her i dag. Der sker en masse. Møder og omstruktureringer i organisationen. Det tegner godt, men også udfordrende for det kommende år. Ledelsen har bekendtgjort, hvad målene er for de næste 6 måneder. Jeg får ualmindeligt travlt med nye projektforslag, som skal indleveres. Vi har deadlines ca. hver 2. uge fra nu af og de næste 6 – 7 måneder. Lige nu sidder jeg til møde med kollegaerne, og vi er ved at lave en arbejdsfordeling, så ingen kommer til at føle sig overbebyrdet. Jeg kigger ud ad vinduet – og ser over på bygningen på den anden side af gaden.

En vinduespudser er ved at få gjort vinduerne på 4. sal rene. Han arbejder hurtigt. Godt, jeg ikke er vinduespudser i København, tænker jeg. Det må ikke være særlig rart at stå der i 4. sals højde og gøre andre menneskers ruder rene. Selv hader jeg at pudse vinduer. Det er rigeligt med spejlene på toilettet derhjemme.

Han er kommet videre til næste rudeafsnit. De har nogle kæmpestore ruder derovre. Jeg gad godt vide, om han nogensinde har prøvet at falde ned, tænker jeg. – Mødet er kedeligt, jeg ved, hvad jeg skal lave, og hvordan jeg når mine deadlines. Han ser meget professionel ud, som han står der i den der hejse-op kurv, firmaet bruger. Men han strækker godt nok armen langt for at nå ud i hjørnet.

Pludseligt falder han. Jeg gisper og rejser mig, de andre kigger forskrækket på mig. Vinduespudseren er kommet på benene igen, så jeg forklarer, at jeg så ham falde i den der ’kurv’. Han gled eller snublede, mens han strakte sig for at nå helt op i hjørnet. Livet som vinduespudser i København er farligt, erklærer min tørre kollega. Ja, det har du ret i, tænker jeg. Godt, det ikke er mig.

Mødet fortsætter i det uendelige. Der er to af mine kolleger, som ikke kan blive enige om, hvordan vi får fundet de rette samarbejdspartnere til et bestemt projektforslag. Hun mener, at vi skal have fat i et handelskammer. Han mener, vi skal have fat i et erhvervsråd. Jeg foreslår, vi prøver at få begge typer med ind i projektet. Det vil skabe flere muligheder – også til senere projektforslag.

Imens de ævler videre om mit forslag, ser jeg på vinduespudseren. Han er ved at nå til vejs ende med alle vinduerne. Håber ikke, at han falder igen.

På vej hjem i bilen kan jeg ikke lade være med at spekulere på om, hvordan livet som vinduespudser i København er. Det er jo ikke et helt ufarligt job. Sådan udendørs og i forskellige højder. Et fald fra 4. sals højde er jo livsfarligt. Har de mon en god forsikring? Får de en ekstra bonus for at arbejde i kulden her om vinteren? De møder helt sikkert en masse mennesker – sure gamle damer og venlige børnefamilier. Får de efteruddannelse i kundehåndtering? Er de faglærte, eller er de selvlærte? Ved de, hvordan de skal håndtere alle de kemikalier, de arbejder med?
At blive vinduespudser bliver ikke mit valg, hvis jeg nogensinde skal foretage et karriereskift. Helt sikkert.