Vores fantastiske land – Danmark – er vokset gennem mange hundrede år. Siden her er en hyldest til alt det danske. Men hvor stammer vi fra? Og hvorfor hedder landet egentlig Danmark? Lad os se, hvad Wikipedia kan fortælle os om den sag:
Allerede den græske historieskriver Prokopius nævnte et folk i nord, der kaldtes “Danoi”. På oldnordisk “danir”. Betydningen af ordet menes at være noget i retning af “fladlandsbeboerne”, da ordet “daner” sandsynligvis er en afledning fra det indoeuropæiske “dhen”, der har betydningen ‘flade, fladt bræt’.
“Mark” blev på oldhøjtysk og oldengelsk brugt i betydningen “grænseland”. Ordet Danmark havde altså i virkeligheden betydningen “fladlandsbeboernes grænseland” og var kun indskrænket til at betegne det område, vi i dag kalder Slesvig, da dette var danernes grænseland til tyskerne i syd. Senere blev dette så udbredt til at være hele områdets landenavn.
Populært siges det, at ordet “Danmark” første gang nævnes på Jellingestenen fra omkring år 985, men iflg. flere kilder nævnes Danmark både i den oldengelske krønike Orosius fra ca. år 890 hvor nordmanden Ottar nævner Danmark (Denemearc), og i den østfrankiske krønike Regino af Prüm fra starten af 900-tallet.
Tag selv et kig på, hvad Wikipedia siger om Danmark. Og husk, at det mest danske næsten må være ferie i et af de danske sommerhuse.
Men der er meget mere forklaring bag:
Hvorfor hedder Danmark Danmark?
Danmarks navn har en lang og kompleks historie, der strækker sig over flere århundreder. Navnet “Danmark” er afledt af det oldnordiske ord “Danmǫrk,” som betyder “mark eller grænselandet af danerne.” Danerne var en germansk stamme, der oprindeligt beboede det område, der nu er kendt som Danmark.
De tidligste skriftlige referencer til Danmark kan findes i værker som “Beowulf,” en gammelengelsk episk digt, og i skrifter fra den romerske historiker Tacitus. I sin bog “Germania,” skrev Tacitus om en stamme kaldet “Danii,” som mange historikere mener er en tidlig reference til danerne. Men det er i de islandske sagaer og i værker af historikere som Saxo Grammaticus, at vi får et mere detaljeret billede af Danmarks tidlige historie og dets navn.
Middelalderen
I middelalderen blev Danmark ofte refereret til som “Danmǫrk” i sagaer og krøniker. Dette navn blev senere latiniseret til “Dania” i middelalderens europæiske dokumenter. Med tiden blev det til det nuværende “Danmark” på moderne dansk.
Der er også nogle teorier, der peger på, at navnet kunne have keltiske rødder. Nogle forskere mener, at ordet “Dan” kunne være afledt af den keltiske gud “Danu,” men denne teori er mere spekulativ og ikke bredt accepteret.
Navnet “Danmark” har også spillet en vigtig rolle i landets nationale identitet. Det har været et symbol på enhed og fællesskab, især i perioder med udenlandsk dominans eller indflydelse. For eksempel, i tiden under Kalmarunionen, hvor Danmark, Sverige og Norge var forenet under en enkelt monark, var bevaringen af det danske navn og identitet vigtig for at opretholde en følelse af national stolthed og uafhængighed.
Moderne tiders Danmark
I moderne tid er Danmark ikke bare et geografisk område, men også en nation præget af en fælles kultur, sprog og historie. Navnet repræsenterer en lang og rig historie, der går tilbage til de tidlige germanske stammer og strækker sig op til det moderne, velfærdsorienterede samfund, vi kender i dag.
Sammenfattende har navnet “Danmark” dybe rødder i landets historie, kultur og identitet. Det er et navn, der har udviklet sig over tid, men som altid har været et symbol på det danske folk og deres fælles arv.
Danskerne er gode til mange ting. Se blot på store mærker som LEGO, Maerks og Novo Nordisk! De er også rigtigt gode til f.eks. søgemaskineoptimering, hvor det handler om at få sider til at blive set i søgemaskinerne.