Testet og frikendt

17 år – så længe har jeg arbejdet på den institution, hvor jeg mindst 40 timer hver uge arbejder med unge og yngre mennesker, der på den ene eller anden måde er kommet på kant med systemet. Og det var faktisk kun en uges tid efter mit 17 års jubilæum, at jeg blev bedt om at kigge ind til chefen en times tid før fyraften. Det var der ikke i sig selv noget unormalt i – vi har adskillige møder og samtaler hver uge. Men denne gang var det anderledes, for hans ærinde var, at jeg skulle underkastes en narkotest!

Et chok at skulle testes

Jeg gloede på ham med åben mund. Jeg kunne ganske enkelt ikke tro mine egne øren – sad han der og sagde, at jeg skulle testes? Det gjorde han, og han forklarede, at nogen havde droppet en seddel i hans postkasse, der sagde, at jeg røg hash i og udenfor arbejdstiden.

Jeg sagde til ham, at han da forhåbentlig vidste, at dette ikke var sandt? Og det gjorde han – men som han sagde: “Hvis jeg ikke tester dig, er du frikendt alene på mit ord. Hvis jeg tester dig, er du frikendt hinsides enhver tvivl, og ingen vil efterfølgende kunne rejse tvivl om det. Kan du se, hvad jeg mener?”.

Jeg måtte jo erkende, at det kunne jeg godt. Og vi tester jo løbende eleverne her på institutionen, så ret beset var konceptet ikke ukendt for mig, men der er sgu da forskel på de mere eller mindre småkriminelle, vi håndterer og så mig…

Nå – men min chef havde jo ret, så jeg tog den hash test i overværelse af ham og hans sekretær – sidstnævnte var der på min opfordring. Naturligvis testede jeg negativt, og det vidste jeg jo også, at jeg ville. Men hvad der reddede min dag var, at det var tydeligt at se på min chef, at det også var præcist, hvad han regnede med – der var ikke skygge af lettelse at se på hans ansigt, og det viste mig jo heldigvis, at han stolede på mig.

Nu skal vi bare have fundet den bandit, der efterlod sedlen – og det kommer vi også til!