Jeg skammer mig! Ja. Det er rigtigt. Og der skal meget til, før jeg skammer mig. Men jeg har tænkt meget over noget som skete for mange år siden, og som faktisk har påvirket mig i rigtigt mange år. Du skal lige have lidt baggrundsviden: Jeg er sådan en forkælet tøs fra København. Vi tror alle sammen her, at vi ved alt og bedre end alle andre. Sådan er jeg vokset op. Men for en del år siden ville min far gerne vise mig, at det er ikke sandheden. Så han insisterede på, at jeg tog med mine forældre på kroferie ovre i Jylland. Han ville gerne vise mig. hvor han kom fra, sagde han. Det var kedeligt. Ingen spændende fyre at flirte med. Heller ikke nogle sjove cafeer. Sådan syntes jeg den gang.
Til bal på kroen
En aften skulle vi så til bal på en kro ovre i den næste by. Vi kørte derover for at komme ind i et forsamlingshus, der stank af stegeos, cigaretter og indelukkede lokaler. Der var levende musik. Ja. Det skal jeg love for. Et eller andet keyboard, der bare var sat på automode. Vorherre bevare os. Det var forfærdeligt at høre på, og det fortalte jeg min far. Jeg gik og smækkede mig ind i bilen. Sad der og surmulede.
Min far kom og hev mig ud af bilen. Han hev mig ind på dansegulvet, hvor der faktisk var gang i den. Folk dansede og grinede. Jeg tænkte, at de var fulde og ikke havde nogen som helst idé om, hvad det vil sige at danse. Keyboardet blev styret af en lille fyr, som talte jysk, og jeg forstod ikke et ord af, hvad han sagde. Jeg var ret rasende på min far. Hvorfor i al verden har han slæbt os herhen? Min mor så dog ud til at more sig ret godt. Hun sad sammen med noget af familien. De grinte og fortalte åbenbart sjove vittigheder. Helt yt.
Ud på dansegulvet
Min far hev mig ud på dansegulvet igen. Han er en danseglad mand. Ligesom jeg. Jeg kan godt lide at danse. Men han er altså ikke til moderne dans. Og jeg er ikke til polka og folkedans. Men han insisterede på, at vi dansede. Jeg fik ikke lov til at gå. Og på et tidspunkt efter flere numre med det her keyboard blev det faktisk lidt sjovt. Jeg begyndte at grine og være lidt ligeglad. Der var jo ikke nogen af kammeraterne, der kunne se, hvor fjollede vi var.
Min far blev glad, da jeg begyndte at grine. Aftenen blev da ganske sjov. Men altså, ikke noget jeg er stolt af.
Men nu her, efter mange år kan jeg godt forstå, hvad det var min far ville vise mig. Det er, nemlig at man kan godt tillade sig at indrømme, at man bare er en almindelig pige, som kan have det sjovt. Også selv om man er i uvante omgivelser. Det handler om, at man skal ind i fællesskabet med de andre. Så får man det sjovt.
