15/10/2024

Oplevelser i København

Vi leder efter en fødselsdagsgave til min nevø. Han fylder 20, og vi er inviteret med til festen. Han er studerende og har brug for en masse ting. Tøj og køkkenudstyr til den lille lejlighed han har fået. Han skal flytte ind i den om 3 måneder. Så der er meget, man kan give ham. Vi ved, han er glad for fart, og kan godt lide, når adrenalinen kommer på højtryk.
Men her kommer vi lidt i tvivl. Han fik sit kørekort for knapt 2 år siden. Det første, han gjorde, var at smadre sin fars bil. Han kørte for hurtigt på en isglat vej og ramlede ind i et træ. Heldigvis kom han ikke til skade, men min brors bil var færdig.
Min bror var godt sur på ham, men også taknemlig for, at han ikke var kommet noget til. Det kunne nemt have været en forfærdelig ulykke.

Hvorfor ikke et gavekort

Jeg har diskuteret lidt med min mand. Skal vi give ham noget køkkenudstyr, eller skal han have noget mere ’personligt’?
Min husbond er faktisk lidt ligeglad. Han siger til mig, at det er da en god idé med en skål til knøsen. Nu tænker jeg, at det er da for kedeligt og alt for tantet at give en 20-årig en dejskål i fødselsdagsgave.

Vi har god erfaring med at give folk oplevelsesgaver, så jeg tænker, at det måske kunne være en god idé at give ham en oplevelse. Så skal det være noget, der får adrenalinen op, uden at det bliver farligt for ham. Jeg har set, at han kan få en oplevelse med at køre en Lamborghini. Den er nu lige dyr nok, og muligvis i virkeligheden lidt kedelig. Måske skal det være den oplevelse, jeg har fundet, som hedder Urban High Roping? Det er sådan en klatreoplevelse højt oppe i en gammel ombygget hal. Det er en oplevelse, der varer i 3 – 4 timer. Ikke dårligt. Og prisen ligger også i et niveau, hvor vi vil være med.

København er fuld af oplevelser

Nu, hvor jeg alligevel kigger efter oplevelsesgaver til min nevø, så kan jeg da heller ikke lade være med at kigge på andre oplevelser i København, som man kan få. Der er mange. Ginsmagning kunne måske være gaven til min mand. Han har fødselsdag om en måned, så nu, hvor jeg er i gang, kan jeg da lige så godt købe sådan en til ham med det samme. 2 fluer i et smæk.

Jeg ved min mand godt kan lide den slags små overraskelser. Så jeg køber og booker oplevelsen til os begge to med det samme. Jeg køber oplevelsen til min nevø, men booker ikke tidspunktet. Det må han selv gøre. Jeg ved jo ikke, hvornår det passer ham at opleve Urban High Roping. Billederne, jeg så, var ikke for mennesker med højdeskræk. Det er sikkert. Men jeg kan forestille mig, at adrenalinen virkeligt kommer op, også selv om man er meget flegmatisk.

Fødselsdagsgaverne er købt. Nu kan jeg så få lidt tid til at lede efter en kjole til fødselsdagsfesten i næste uge.