Terapi mod spiseforstyrrelse

Jeg har altid været en buttet pige. Og det er ikke sjovt, når man er helt ung og meget bevidst om, at moden siger, at man skal være tynd som et siv. I de sidste år i folkeskolen kunne jeg godt mærke, at de andre (slanke) piger ikke ville have noget med mig at gøre. Jeg følte mig ensom, men det hjalp, ligesom da jeg kom i gymnasiet. Jeg fik nogle veninder, som jeg hyggede sammen med. Men det der med drengene var meget svært. Der var sådan nogle uskrevne regler på det gymnasium, hvor jeg gik om, at man taler pænt til hinanden, men det var uundgåeligt for mig ikke at mærke, at den dreng, jeg var lun på, ikke ville have noget med mig at gøre – fordi jeg var for tyk.

Slankekuren

Den ulykkelige forelskelse fik mig til at gå på slankekur, fordi jeg ville tabe mig. Jeg ville være slank og pæn, ligesom de andre. Det lykkedes mig at tabe mig. Men jeg syntes bare stadigvæk, at jeg var for tyk. Så jeg fortsatte kuren på min egen måde. Jeg spiste de ting, jeg plejede, men jeg lærte mig selv at kaste op.

Min mor opdagede det på et tidspunkt og blev meget bekymret. Hun fik fat i en læge, som forklarede os, at bulimi er en spiseforstyrrelse, som kan blive meget farlig for mit helbred. Han gav os en madplan, jeg skulle følge og min mor, fik besked på, at det kunne komme på tale, at jeg skulle gå til noget psykoterapi i København.

København var oplagt

Han nævnte specielt København, fordi der var ikke så mange psykoterapeuter i den lille by, hvor vi boede på det tidspunkt, som havde særlig viden om spiseforstyrrelser. Han havde dog kendskab til en psykoterapeut i København – nemlig https://healthyyou.dk/psykoterapi/, som havde erfaring med den slags sygdomme. Han forklarede os, at det slet ikke er så ualmindeligt, at unge piger udvikler spiseforstyrrelser, og han syntes, at det ville være bedst, hvis jeg startede i et terapiforløb hurtigst muligt. Han ville gerne have, at jeg også kom, og blev vejet hos ham en gang om ugen. Han var meget hjælpsom og fik sat os i kontakt med en af psykoterapeuterne hos Healthyyou.

Rygter?

Så jeg startede på psykoterapi i København. De første par gange ledsagede min mor mig. Hun var meget bekymret og bange for, at det ville rygtes i den lille by, at jeg gik til psykoterapi.

Men som tiden gik, og jeg kunne tage alene til terapi, blev hun roligere. Og jeg fik det bedre. Min vægt var ved at komme tilbage til det normale for piger som mig. Det var ikke nemt. Tværtimod. Jeg måtte lave mange aftaler med mine forældre og med terapeuten, hvis jeg ville noget bestemt. Men efterhånden som min vægt blev normal, kunne jeg også mærke, at mine klassekammerater begyndte at ville have noget med mig at gøre. Der var faktisk også nogle af drengene, som gerne ville tale med mig. Jeg blev gladere og begyndte at sætte pris på mig selv. Og den jeg er.