Min bil fortjener god rustbehandling

Min bil fortjener det

Åh, det er en vidunderlig dag. Også selvom regnen siler ned. Jeg er på vej hjem. Hjem til familien. Til en hyggelig aften. Inden endnu en dag begynder i morgen. I dag er jeg dog ekstra glad. Jeg har nemlig lige været henne på servicecenteret for at hente min bil. Den har fået den 3-årlige rustbeskyttelse, som den skulle. Jeg har sådan en aftale med et center, hvor de kun laver rustbeskyttelse af biler. Det er en god aftale, jeg har med dem. Jeg får lidt ekstra rabat, fordi jeg har haft aftalen med dem i mange år nu. Og det er jo kun godt at vide, at de sørger for, at min bil får den bedste undervognsbehandling. Det fortjener den.

Fantastisk dag

Men det er ikke kun en vidunderlig dag, fordi jeg har hentet min bil fra servicecenteret, og fordi jeg nu kan have god samvittighed, over at jeg har husket at få den rustbeskyttet. Det er en vidunderlig dag, fordi jeg har fødselsdag. Og jeg ved, at derhjemme venter min familie med gaver og lagkage, med flag og lys. Jeg elsker det, når jeg har fødselsdag. Elsker at se forventningen i mine børns øjne, når jeg åbner den gave, de giver mig. Elsker det, når min viv forkæler mig med min livret. Elsker det, når der bliver råbt hurra, og alle virkeligt synger med på fødselsdagssangen. Jeg ved godt, at det i virkeligheden er lidt pjattet af mig. Men sådan har jeg det altså. Jeg elsker at være centrum. Elsker at blive forkælet med gaver og gode sager.

Det med sange

Jeg ved også godt, at i mange familier er det der med fødselsdagssang og hurraråb noget, der helst skal overstås om morgenen. Hos os er det noget, vi virkeligt gør meget ud af. Derfor bliver der først råbt hurra, efter at dagens pligter er overstået. Og det er de lige om lidt. For mig i det mindste. Jeg glæder mig til at åbne døren, lukke mig ind. Glæder mig til at råbe ”hej” til alle og at kunne dufte, at der har været gang i køkkenet.

Det lader til, at min bil kan mærke, at jeg er glad. Det er, som om at den bare kører helt automatisk. Som om at den bare kender vejen hjem. Jeg har ingen bekymringer. Den svinger af sig selv ind mod carporten. Jeg har slet ikke følelsen af, at jeg er nødt til at bremse. Den stopper af sig selv. Jeg slukker for motoren. Låser bilen. Låser døren op og bliver selvfølgelig mødt af min lille pige, som står der og venter på mig. Hun har en lille buket blomster i favnen, som hun rækker op imod mig, imens hun råber ”Tillykke”. Jeg bøjer mig ned og tager imod blomsterne, og samtidigt omfavner hende. Hun er mit hjerte. Det er hende, jeg glæder mig allermest til at se. Jeg tager hende op på min arm. Vi går ind i stuen. Jeg smider skoene, og vi sætter os. Der er kaffe og kage på bordet. Mine børn har lagt fine fødselsdagsgaver frem til mig. Jeg sætter mig, imens hele familien ønsker mig tillykke.