Nå, så er vi på hjemmearbejde på uge nummer 2 her i huset. Godt nok har vi et hjemmekontor, men vi er to mennesker, der arbejder hjemme. Det giver ikke problemer imellem os – endnu. Og børnene er da kun glade for, at vi allerede er hjemme, når de har afsluttet deres undervisning.
Det skal jo gå
Jeg synes faktisk, at vi klarer det godt at være hjemme alle 5 i denne periode. Man hører jo meget – efterhånden – om, at der er nogle familier, der ikke kan håndtere det. Det kan da også være svært. Jeg tænker, at vi er heldige, at vi har plads til et hjemmekontor. Det er jo ikke alle, der har det. Så hvis den ene nu skal sidde og tale i telefon i mange timer, hver dag, så kan den anden måske godt blive irriteret, hvis han eller hun ikke kan koncentrere sig, når man sidder der ved spisestuebordet. Det kræver en del tolerance og tålmodighed. Og det er jo ikke alle, der har den. Især hvis de har travlt, kan jeg forestille mig.
Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at jeg er glad for, at vi her har fundet en ordning imellem os. Den går ud på, at den ene dag arbejder jeg på kontoret og den næste dag, arbejder min kone på kontoret. Og så bytter vi arbejdsplads på den måde. Hver anden dag.
På den måde sikrer vi, at vi undgår rygskader, fordi vi har nemlig kun en kontorstol. Den står på kontoret.
Pas på ryggen
Vi fandt på ordningen efter de første dage. Min kone arbejdede ved spisebordet i de dage, men hun begyndte at beklage sig, over at hun fik ondt i ryggen af at sidde på den stive stol i så mange timer. Og vi skal jo helst undgå arbejdsskader. Vi kender godt nok en dygtig arbejdsskade advokat, men vi vil helst undgå, at han skal sættes i sving. Vi ved sådan set heller ikke, hvordan status egentlig er. Er der nye regler i den her periode, hvor mange virksomheder har været nødt til at sende folk hjem for at arbejde derfra? Det er jo, som jeg nævnte ikke alle, der har et hjemmekontor, og det kan jo belaste ryggen, skuldrene eller nakken. Det har de nok ikke helt tænkt på endnu. Situationen er jo ret farlig, og det handler om at forhale smitten med Covid-19, så hospitalerne kan nå at forberede sig på et meget hurtigt stigende antal patienter.
Advokaten har vel svaret
Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv den slags spørgsmål. Og som det nysgerrige menneske jeg har, ringer jeg op til min bedste ven. Han er i et advokatfirma på Fyn – Odense tror jeg. Han har travlt, men lover mig at vende tilbage med nogle af svarene på mine spørgsmål, når han har haft tid til at undersøge det.
Han blev faktisk ret overrasket, da jeg spurgte ham. ”Har du ikke en advokat der, hvor I bor? Hvorfor ringer du til mig, og ikke til ham?” Jeg forklarede, at han er min bedste ven, og inden jeg ringer min advokat i Aarhus op og stiller ham massevis af dumme spørgsmål, så ville jeg bare lige høre ham først.
