Solenergi booster nu

Det var noget af en streg i regningen, da jeg for snart to år siden blev ramt af en diskusprolaps lige over lænden. Jeg er uddannet elektriker og har arbejdet som sådan hele mit erhvervsaktive liv, men med sådan en ryg måtte jeg se i øjnene, at det var slut med at kravle rundt de mere utilgængelige steder, man som elektriker ofte skal. Den overlæge, der foretog operationen i min ryg, gjorde det også klart for mig, at jeg skulle undlade at klatre på stiger, for min evne til at holde balancen havde lidt skade af, at nogle af mine ryghvirvler var gjort stive i forhold til hinanden.

For mig var det imidlertid heldigt, at jeg i en del år har beskæftiget mig meget med at udregne tilbud på de arbejdsopgaver, som det el-installationsfirma, jeg var ansat i, skulle give tilbud på. Det kom til at vise sig, at det var en god kompetence at have.

Mens jeg endnu var sygemeldt, fik jeg en opringning fra en anden el-installatør, som jeg udmærket kendte i forvejen. Han havde hørt om mine rygproblemer, og da han netop var i den situation, at han skulle bruge en mand til at regne tilbud ud, tilbød han mig jobbet, som i øvrigt indebar en udvidelse af hans stab.

Speciale i solceller

Han fortalte mig i telefonen, at han havde valgt at omlægge sit firma til at specialisere sig i alt, hvad der har med solceller at gøre. Han troede på, at markedet for solceller vil fortsætte med at stige i mange år fremover, så han var indstillet på at satse meget på den niche.

Det lød som en rigtig god ide for mig i den situation, jeg var kommet i, så vi aftalte, at jeg skulle komme til et møde med ham dagen efter. Jeg gjorde ham dog opmærksom på, at jeg jo fortsat var ansat hos min daværende arbejdsgiver, så jeg tidligst kunne starte i et nyt job en månedstid senere.

Nye solcelleanlæg

Det var ikke noget problem, så vi mødtes dagen efter og blev enige om mine arbejdsvilkår. Han forklarede, at han allerede havde ordrebogen næsten fyldt med nye solcelleanlæg, der skulle etableres i løbet af de kommende måneder.

Dem har jeg selv regnet tilbuddene ud på, fortalte installatøren, men jeg er ved at være træt af at sidde hver aften med papirarbejdet, så derfor udvider jeg medarbejderstaben med dig, sagde han med et smil.

Han inviterede mig med ud på et nybygget lager, han havde etableret i forbindelse med omlægningen af sin virksomhed. Jeg blev noget overrasket over at se, hvor meget grej, han havde på lager. Der var masser af stativer til montering af solpaneler på hustagene, ligesom han selvfølgelig også havde store mængder af solpaneler på lageret.

Han fortalte mig, at alle hans ansatte elektrikere havde været på et kursus hos det firma, der leverer solpanelerne til ham, så de ved, hvad de har med at gøre, når de skal udføre arbejdet med monteringen af panelerne ude hos kunderne.

Nu har jeg arbejdet med tilbud på solceller i halvandet år, og det arbejde passer mig rigtig fint.