Myrer er en plage

En gang imellem tænker man sig bare ikke godt nok om, måtte jeg konstatere her for nylig, da min kone opdagede, at vi havde uhyrlige mængder af myrer i et afgrænset område ude på græsplænen.

Jeg kom i tanker om, at jeg et sted havde læst, at man kan bekæmpe myrer stort set gratis ved at hælde kogende vand på dem. Så jeg kogte flere kedler vand i vores elkedel og hældet det ud over det pågældende område af græsplænen. Det hjalp også, for myrerne blev åbenbart slået ihjel og forsvandt helt.

Men det gjorde græsset desværre også, så vi havde en kedelig plet med brunt, afsvedet græs, så jeg måtte i gang med at så nogle nye græsfrø.

Anderledes var det, da vi nogle dage senere konstaterede, at vores badeværelse var blevet invaderet af sølvfisk, som piskede hen over gulvet, hver gang en af os kom derud. På trods af min erfaring med græsplænen valgte jeg igen at bruge kogende vand, for klinkegulvet i badeværelset bliver selvfølgelig ikke afsvedet af kogende vand, og jeg fik da også bugt med sølvfiskene.

Og jeg gik grundigt til værks, for der var ingen tvivl om, at sølvfiskene var kommet op gennem risten til afløbet i brusenichen, så jeg hældte adskillige liter kogende vand ned i det afløb for at sikre mig, at der ikke var flere levende sølvfisk nede i afløbet.

Så jeg kan altså konstatere, at kogende vand er et udmærket middel til skadedyrsbekæmpelse, når bare det ikke bruges ude på græsplænen.

Min nabo døjer til gengæld med husmår – eller bare mår hedder det vist. Og at bekæmpe mår er ikke muligt med kogende vand 🙂