Det rene vand

På det store svineslagteri, hvor jeg har været anset de seneste 8 år, har jeg den ofte tvivlsomme fornøjelse af have ansvaret for rengøring og hygiejne. Der er helt naturligt mange og store lovmæssige krav til hygiejnen på et slagteri, og det kan af og til være svært at tilrettelægge den del af arbejdet, når man samtidig bør tage hensyn til det overordnede miljø.

For eksempel har vi meget store mængder af spildevand fra den daglige rengøring på slagteriet. Det er ikke i sig selv miljøvenligt at bruge store mængder vand, og vi skal jo også sørge for at få det renset bedst muligt, inden det ledes ud i det offentlige kloaksystem.

For et lille års tid siden valgte vi på slagteriet at investere i et meget avanceret system, som leverandøren pralede med var intet mindre end fremtidens renseanlæg. Det har kostet os en mindre formue, men i kraft af at vi nu leverer noget langt mindre forurenet vand til det offentlige system, slipper vi billigere i den afgift, vi skal betale for rensningen.

Jeg havde på et tidspunkt en drøm om, at vi kunne få et system, der kunne rense spildevandet så godt, at vi kunne gå over til genanvendelse af vand til rengøringen, men det viste sig at være umuligt i praksis, fordi der stilles så store krav til renheden af det vand, vi bruger til rengøring.

En leverandør af den slags rensningssystemer fortalte ganske vist, at det nok godt kunne lade sig gøre ved at kombinere flere forskellige former for rensning af vores spildevand, men så ville det samtidig betyde kostbare ombygninger af slagteriet, fordi der så skulle en helt anden afløbsteknik til.

Den mulighed regnede vi kun på i temmelig kort tid, for det stod hurtigt klart, at det ville blive alt for bekosteligt sammenholdt med de besparelser, vi kunne opnå. En så grundig rensning af vandet kan man uden de store problemer opnå i et nybygget slagteri, hvor man allerede i anlægsfasen kan indarbejde de komplicerede afløbssystemer, det vil kræve.

Så vi har altså måttet nøjes med den næstbedste løsning, men det er nu heller ikke så ringe endda, for den investering, vi har præsteret i det nye system, vil være tjent ind i sparede afgifter på mindre end 10 år, så det har under alle omstændigheder kunnet betale sig.

En stor del af mit arbejde går ud på at holde øje med alle nye udviklinger på det område, der handler om behandling af industrispildevand. Vores specielle problem er, at der hos os er tale om organiske stoffer i vandet fra rengøringen, og de er alt andet lige mere besværlige at få renset bort fra vandet end uorganiske stoffer.

En anden del af mit arbejde er hele tiden at holde mig ajour med de krav, myndighederne stiller til vores hygiejne – og ikke mindst, at vi hele tiden lever op til kravene. Til det brug har vi en mængde forskellige og meget fintfølende måleapparatur, og vi får da også altid positiv tilbagemelding, når vi har kontrollanter på besøg.

 

Det var en af de praktiserende læger her i byen, der for en uges tid siden henvendte sig til mig i min egenskab af daglig leder af den kommunale svømmehal. Han oplyste mig om, at han i løbet af kun to dage havde haft besøg af tre patienter, der alle var blevet angrebet i mild grad af legionærsyge.

Og da de alle tre havde oplyst, at de havde benyttet svømmehallen i løbet af den seneste uges tid, havde lægen fået en mistanke om, at smitten kunne stamme fra svømmehallen. Dog næppe fra selve svømmebassinet, men det er en kendt sag, at for eksempel et boblebad kan være en smittekilde for den type bakterier.

Mit kendskab til den slags er ikke voldsomt stort, så jeg spurgte lægen om, hvad han ville anbefale. Han var ikke i tvivl om, at vi burde have et specialfirma til at gå i gang med legionellabekæmpelse i svømmehallen.

Jeg valgte at ringe til en tekniker i det firma, vi har til at tilse de tekniske installationer i svømmehallen for at høre ham, om det var noget, han havde kendskab til. Og det var det heldigvis, så han kunne give mig telefonnummeret til et firma, der er specialister i vandbehandling af enhver art – også bekæmpelse af legionella.

Det var en selvfølge, at jeg øjeblikkeligt lukkede vores boblebad, når det nu især var det, vores lokale læge havde mistanke til. Og dagen efter fik jeg besøg af en specialist fra det firma, jeg var blevet henvist til.

Han gik straks i gang med at undersøge vores installationer, og han var tydeligvis meget interesseret i vores vandforsyning til boblebadet. Den blev gennemgået minutiøst, og han fortalte mig, at vores system overordnet set var udmærket, men netop vandforsyningen til boblebadet burde udstyres med et apparat, der automatisk tilsætter en bestemt form for klor og dermed sikrer vandet mod forurening med bakterier.

Han forklarede mig, at legionella er en bakterie, der netop trives godt i varmt vand med temperaturer op til godt 50 grader Celsius. Så brugerne af sådan et boblebad løber altså en risiko for at blive smittet via mikroskopiske vanddråber, der er inficeret med legionella.

Som sagt kan bakterien bekæmpes med et klorpræparat, så jeg valgte at bestille det apparat, der kan sørge for den tilsætning. Det er nu installeret, så vi har kunnet åbne boblebadet igen.

Teknikeren havde også fortalt mig, at den type rensning af vand, som vores nye apparat sørger for, i øvrigt også modvirker andre former for bakterier end legionella. Jeres gæster kan jo godt tænkes at bære rundt på en forkølelse eller den slags, og så kan de nemt via vandet komme til at smitte andre badende, men den risiko bliver også væsentligt nedsat med tilsætningen af klorpræparatet, fortalte han mig.

Han understregede også, at for de fleste mennesker er legionella ikke en specielt farlig bakterie, men for folk, der i forvejen er svækkede i kraft af en eller anden sygdom eller på grund af høj alder, kan smitten godt gå hen at blive livstruende.

Hvor er der mange mere eller mindre finurlige detaljer på det tekniske område, som de færreste af os kender til, fordi vi ikke har berøring med dem i vores egen dagligdag. Det oplevede jeg et eksempel på, da en af mine venner inviterede mig til at besøge sig på den virksomhed, som han er medejer af.

Der er tale om et stort stensliberi, som behandler alle mulige former for sten fra marmor til granit. Det meste af produktionen drejer sig om fliser af alle mulige forskellige slags og størrelser. Men der er også en omfattende produktion af for eksempel køkkenbordplader i granit, som er blevet ganske populære i private køkkener.

Da min ven fortalte om de forskellige processer i behandlingen af de forskellige former for sten, lærte jeg faktisk en masse nyt. Han viste mig, hvordan de med en stor maskine, som står ude i det fri, foretager den første, grove slibning af stenblokkene. Han fortalte, hvordan de på et tidspunkt havde været nødt til at foretage en vis klimatilpasning med hensyn til det vand, der bliver brugt til slibningen i den store maskine. Vandet skal nemlig have en ganske bestemt temperatur, fordi det både skal kunne køle slibematerialerne ned men samtidig være en medvirkende bestanddel i selve slibeprocessen. Derfor er der forskel på temperaturen i vandet afhængigt af, hvordan den udendørs temperatur er.

Stensliberiet havde allieret sig med et firma, som er specialister i procesvand til industri. Dette firma havde konstrueret et termostatstyret varmelegeme, som blev indskudt i den vandforsyning, som er koblet til den store slibemaskine, hvorefter det blev muligt at bruge maskinen også i frostvejr.

Jeg spurgte min ven, om hans virksomhed havde nogle problemer med spildevand, for man kan vel ikke bare lede det vand, der anvendes ved slibeprocessen, ud i det almindelige kloaknet. Og han fortalte så, at slibeprocessen selvfølgelig gør, at det brugte vand bliver fyldt med sliberester fra stenene.

Derfor har vi også fået etableret et anlæg til slambehandling, så det vand, vi leder ud i kloaknettet er renset for det slam, der kommer fra slibningen. Der er faktisk tale om en ret simpel proces, hvor vandet i store kar står stille, hvorefter slammet i løbet af nogle timer bundfælder sig, så vi kan pumpe det stort set rene vand videre i systemet, forklarede min ven.

For de fleste af os er vand vel bare vand, men besøget på stensliberiet gjorde mig en hel del klogere på det område, for de forskellige industrielle processer kræver åbenbart vand i forskellige kvaliteter.

Og for stensliberiet havde det drejet sig om ganske store investeringer i forbindelse med det vand, der er nødvendigt til slibningen. Min ven fortalte også, at man i virksomheden havde den opfattelse, at alt skulle gøres så miljørigtigt som overhovedet muligt. Der for var man også for et par år siden gået over til udelukkende at bruge biogas til opvarmning af både virksomhedens bygninger og af det vand, som bruges i slibeprocesserne. Så det var alt i alt et lærerigt besøg, jeg havde på stensliberiet.