Husspektakler

Der er et værre spektakel inde ved siden af. Jeg aner ikke, hvad hun laver, men det lyder, som om at hun er godt i gang med at baldre alle sine glas. Eller måske er det stellet, som bliver kasseret på en herlig måde. I hvert tilfælde så kan jeg høre, at glas eller porcelæn bliver smadret. Jeg gad godt vide hvorfor. Det bliver ved i temmelig lang tid. Måske er hun ved at blive skør. Det bliver nok til køb af en masse nyt hos https://www.kramogkanel.dk/

Prøver ikke at lytte

Jeg forsøger at ignorere lyden. Hun har sikkert et formål med det. Men det er bare umuligt for mig at ignorere det. Så, jeg sender en SMS til hende. ”Har du det godt?” Der går 5 minutter, så bliver der stille inde ved siden af. Efter 5 minutter mere får jeg et svar. ”Ja, tak, fint. Og du? – smiley” Jeg svarer hende: ”Helt ok her. Hvad laver du?”

Der går et kvarters tid, og så svarer hun endelig: ”Jeg er ved at rydde op i mit køkken. Du må undskylde, at jeg larmer.” Aha. Oplysende. Jeg lægger telefonen fra mig og tager mit strikketøj frem. Jeg begynder at overveje, hvordan oprydning i køkkenet kan føre til, at man smadrer ting. Der er en maske, der er faldet af, og den begynder at løbe. Øv. Jeg samler den op og fortsætter med at strikke.

Slapper lidt af

Jeg begynder at slappe af. Overvejer, om jeg skal gå ud i mit eget køkken og rydde op i det. Det kunne godt trænge til det. Sådan en ordentlig overhaling med rengøring af alle skabene. Få vores fine stel efterset og vaske det. Få ordnet køleskabet. Der ligger sikkert nogle gamle løg, der er ubrugelige. Jeg skyder tanken fra mig og vender tilbage til strikketøjet. Det har en dejlig afslappende virkning på mig. Jeg hygger mig med mit strikketøj og får samtidig set en umådelig romantisk serie i fjernsynet. Sådan en af de dumme, hvor han misforstår hende, hun misforstår ham, de går fejl af hinanden for til sidst at ende lykkelige i deres kærlighed. Bvadr. Men godt tidsfordriv.

Nysgerrigheden sejrer

Sent på eftermiddagen tager jeg mig sammen til at få spurgt min nabo. Min nysgerrighed forhindrer mig i ikke at skrive til hende på SMS.

”Har du baldret mange glas?” Hun svarer lige med det samme: ”Ja, og en del tallerkener!” Nu er jeg virkeligt nysgerrig: ”Hvorfor har du smadret stel og glas?” Svaret kommer prompte: ”Fordi det er nemmere at smide i skraldeposer, når den slags ting er hakket i stumper og stykker. – Og så er det sjovt!”

Ok, det må jeg indrømme. Der kom hun mig i forkøbet. Man skal have det sjovt, når man rydder op. Og det er da rigtig nok. Smadrede tallerkener og glas fylder mindre i skraldeposerne, når de er gået i stykker. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det før? Men alligevel. Er det ikke lidt ekstremt at smadre sine tallerkener, fordi man vil af med dem? Man kunne måske spørge, om der var nogen, der ville have dem, ikke? Eller måske give dem til en genbrugsforretning.