by Som kvindelig murer kommer jeg ofte ud for en del mærkelige reaktioner fra kollegaer, jeg møder på forskellige arbejdspladser. Jeg er selvstændig og har specialiseret mig i at udføre de usædvanlige opgaver i nye bygningskomplekser. Det betyder, at jeg ikke bare bygger vægge. Nej, jeg kan skrædder-mure et specielt feature i en lejlighed eller på en facade i et kompleks. Og der kommer flere og flere opgaver, at den type. Der er nemlig hård konkurrence iblandt arkitekterne. Nogle gange tænker jeg, at de ligger i konkurrence med hinanden, fordi de kæmper om at få den bedste omtale, for nye elementer og idéer, de kan introducere i de nye bygninger. Fx var der en arkitekt, som hyrede mig til at lave særlige, små ’trappetrin’ på en væg i et børneværelse. Han fik en pris for den ide, fordi trinene kan bruges dels som siddepladser, dels som klatresten på væggen eller bare som steder, hvor man placerer dekoration eller en potteplante.
Materialehejs
Mange af mine mandlige kollegaer kigger på mig med skeptiske blikke. De ved, at jeg er stærk. Fysisk stærk. Men de ved også, at jeg ikke er så stærk som de selv, er. Så når jeg får et materialehejs leveret, så jeg kan få stenene og mørtlen op i 7. sals højde, bliver der ofte piftet, og grinet. Jeg er ligeglad. Jeg ved, hvad jeg gør. Jeg arbejder effektivt, og det har vist sig, at min tilgang og mine krav til en bygherre ofte bliver mødt, fordi jeg er totalt ærlig. Og jeg kræver. Jeg forventer, at min arbejdsgiver møder mine krav. Jeg gør min arbejdsgiver (arkitekt eller bygherre) opmærksom på mine krav. Jeg forventer ikke, at de bare selv finder ud af, at jeg skal bruge et materialehejs. De kan ikke vide det. De tænker slet ikke på det. De tænker på, at de vil se resultater. Så jeg er nødt til at fortælle dem, hvad der skal til, for at de får de forventede resultater.
Er ret ligeglad
Jeg er også ret ligeglad med, hvad de andre murere på arbejdspladsen tænker om mig. Oftest bliver jeg, som du sikker har forstået, mødt med mistillid og latterliggørelse. Men i 97% af alle tilfælde ender det med, at vi bliver gode venner med gensidig respekt for hinanden.
Så jeg fortsætter min metier. Elsker den. Elsker at bruge min krop i mit arbejde. Og er glad for, at der findes materialehejs. Det ville jo være en pest at skulle klatre op og ned for at hente mursten, mørtel, maling, eller hvad det nu er, jeg har brug for. Og ikke kun det at skulle klatre op og ned. Også det at skulle gå med materialerne i lange korridorer eller på stilladser er ikke så effektivt.
Det er meget mere effektivt at bruge et materialehejs. Jeg kan jo sende hejset ned og få flere materiale sendt op til mig, uden at jeg behøver at udmatte min krop. At jeg er nødt til at råbe højt en gang imellem til dem, der hjælper mig med at få materialerne herop, er den del af arbejdet. Og det vil det altid være.
