Rejse efter nyt job

Ku’ du da ikke have fået et job i USA eller et andet sted, der er billigere at komme til, sagde min kone, da jeg forelagde hende et nyt, stort skridt i min karriere. Jeg havde fået tilbudt en stilling som chef for en dansk, international koncerns afdeling i Dubai. Det var et job med store fremtidsmuligheder, og jeg ville nødig sige nej til.

På den anden side ville jeg under ingen omstændigheder miste min kone til fordel for karrieren, så i sidste ende måtte det blive hendes beslutning, om jeg skulle sige ja tak til det lukrative jobtilbud.

Det er typisk for min kone, at det første, hun tænker på i sådan en situation, er, hvordan vi kan besøge hinanden så hyppigt som muligt, hvis vi i en periode skal bo hver for sig. Men som udgangspunkt var hun ikke i tvivl om, at jeg skulle sige ja til jobbet, for det var en meget spændende udfordring for mig.

Som hun udtrykte det: Havde det nu været i for eksempel USA, kunne jeg jo besøge dig en gang om måneden, for der er efterhånden så mange billige rejser at få, at det ikke ville være et økonomisk problem.

Noget andet er det med destinationer som Dubai, her vrimler det ikke ligefrem med tilbud på rejser, så det er langt dyrere at komme frem og tilbage.

Jeg var glad for, at min kone med det samme slog fast, at jeg selvfølgelig skulle tage mod jobbet i Dubai. Nu, hvor vi ikke længere har hjemmeboende børn, er det kun hende selv, det går ud over – og selvfølgelig også mig, der jo skal undvære hende i det daglige.

Men jeg er blevet stillet fremragende vilkår i udsigt, blandt andet en stor og velbeliggende lejlighed i et super moderne luksusbyggeri. Lønnen er høj, og skatten er så lav, at den er næsten ikke eksisterende, så det er ikke noget økonomisk problem, at hun kan komme og besøge mig hver anden eller hver tredje måned.

Vi har talt om, at hvis jeg trives godt i Dubai, og der i øvrigt er udsigt til et mangeårigt arbejde dernede, vil Anni – min kone – opgive sit ellers gode job og flytte ned til mig. Vi kan godt lide udsigten til nogle år i varme og lækre omgivelser, så beslutningen er nu endegyldigt truffet, og jeg har sagt ja tak til arbejdet i Dubai. Vi har givet projektet et års prøvetid, inden Anni eventuelt flytter derned.

I går sagde Anni til mig, at når jeg rejser derned om en lille måned, vil hun tage et par ugers ferie og tage med mig, så hun kan hjælpe mig med at blive installeret i den nye lejlighed. Det er selvfølgelig et tilbud, jeg med glæde tager imod. Og så kan vi også holde lidt ferie sammen, for det er aftalt med min nye arbejdsgiver, at jeg starter mit nye job med at holde fri den første uge, så jeg har ordentlig tid til at blive akklimatiseret i de nye omgivelser.